Lola akvareller

copyright 2018

Fra bogen: 101 Kunstnere.2013.

 

Ulla Bloch er kolorist og Historiefortæller og Kvinde af tiden.

Ullas billeder handler altid om noget. Om denne forunderlige, vidunderlige verden der omgiver os. Om naturen: Træer og blomster og sol og skyer og fugle og skildpadder og alt det liv der leves lige for øjnene af os. En and lander klodset på engen og griner af sig selv. En krage sidder på en flagstangstop, som om den vil lege nationalflag. Og den råber til os hvor fjollet den synes vi opfører os. Blomsterne i vejkanten fniser af os, og har deres helt eget meldesystem. Farverne fortæller det hele. De forfører og flyder - ligesom solflimmeret. Ingenting er helt sikkert og helt afgrænset. Naturen er som den er, og ikke mindst som vi ser den.

LOLA er Ullas (og vores) udsendte i verden. Vi lytter med interesse og forbløffelse på Lolas beretninger fra det vilde liv ude i naturen - ude i livet. Lola går til sagen med energi og begejstring og med nogen kynisme. Lola tager del i naturen. Hun nærmest vader rundt i naturen med et grumt glimt i øjet. Hun får øje på de store og de små: En lille pismyre. Eller en forvokset pandabjørn der har forvildet sig til det nordlige lys – lyset, som Ulla får til at vibrere. Lola kan godt give et los til en ugle, der bare sidder og glor og tror den forstår. Og Lola rækker gerne hånden til en pipfugl, der er landet uheldigt i toppen af et urtebed.

Meningen med Lola er ikke sådan lige til at afgøre. Lola er måske dig og mig. Lola er måske samvittigheden. Lola er måske historien om, at verden er til for os og vi er til for verden. Uglen skal ikke bare sidde der og glo og kloge sig. Hvis pipfuglen havner uheldigt kunne vi jo samle den op…

Lola fortæller os måske at vi er her lige nu, og vi har bare at være her og opføre os ordentligt. Over for verden og overfor hinanden.

Ulla Bloch er maler og maler også masser af andre billeder end Lola-billederne. Fabulerende, koloristiske, og med noget på hjerte!

1.marts 2013. Freddy Cronqvist